3D-lyd – Mixing i Dolby Atmos

3D-lyd – Mixing i Dolby Atmos

Mixing af musik i immersivt format

Om 3D-lyd og Dolby Atmos

Som det sidste fag på 4. semester på Sonic College, valgte jeg ‘3D-lyd’ med musik/studieteknik som linje. Det gav mulighed for at arbejde med musik i det immersive format, Dolby Atmos. Formatet er velkendt indenfor film og tv, men indenfor de sidste par år, har Dolby Atmos vundet indpas i diverse musikproduktioner, og er efterhånden blevet lidt af et buzzword i musikbranchen. Formatet giver mulighed for at placere musikkens elementer meget præcist som objekter omkring lytteren i et virtuelt rum – dette rum kan så “oversættes” til en ny lytteroplevelse vha. et multikanals-højtalersetup (i dette tilfælde 7.1.4) eller høretelefoner (binaural).

Mixprocessen i Dolby Atmos

Som eksamensopgave skulle vi “up-mixe” to allerede udgivne numre fra to forskellige anerkendte danske kunstnere. Vi fik leveret multitracks samt stereo-referencer fra de to numre , og havde derefter til opgave at placere de forskellige elementer i rummet. Det er en helt anderledes måde at arbejde på. Først og fremmest skal man affinde sig med, at der er flere velkendte ting fra et stereomix, der ikke eksisterer. F.eks. er der ingen masterkanal, ingen busprocessering, og der er desuden langt flere beslutninger, der skal tages ift. lydbilledet, effekterne osv. Det var en virkelig sjov og svær udfordring, og jeg havde mange overvejelser om, hvordan musikkens historie bedst kunne fortælles gennem dette format. Derudover er det meget interessant, at man har så meget “plads” til at opbygge et lydbillede, og det er nemmere at få alle elementer til at fremtræde og spille en tydelig rolle. Jeg oplevede derfor også, at jeg i langt færre tilfælde havde brug for EQ og compressor til at skabe det ønskede lydbillede, og give elementerne den nødvendige plads.

Tanker om formatet?

Der er rigtig meget snak om formatet pt., og flere af de store producenter af forbrugerlydudstyr har gang i udviklingen af produkter, der kan bruges til afspilning af formatet hjemme i stuen. Jeg synes, at formatet er virkelig interessant, og det giver mulighed for at lytte til musik på en helt ny måde. Dog er jeg mest af alt skeptisk, da jeg har svært ved at se, hvordan formatet kan gøres forbrugervenligt. Lytter man til Dolby Atmos mix på høretelefoner, hører man et binauralt mix – man hører derfor musikken i en behandlet udgave, hvor forskellige filtre, faseforskydninger osv. skal forsøge at efterligne menneskets opfattelse af lyd. Hvis lytteren skal have en god oplevelse i høretelefoner, kræver det, i langt de fleste tilfælde, personlige binaurale konfigurationer (kendt som HRTF-filtre), da ingen hører ens. Derudover er det nok de færreste forbrugere, der har lyst til at have 12 højtalere stående/hængende i stuen.

Derudover har jeg i langt de fleste Dolby Atmos-mix oplevet en mangel på nærhed og sammenhæng mellem musikkens elementer. Derfor kommer musikken, i mine ører, til at virke kold og fjern. Jeg er dog meget spændt på at se, hvor formatet bevæger sig hen i fremtiden, og generelt håber jeg på, at vi fremover kommer til at se flere spillere på markedet, der kan udvikle nye, bedre og mere forbrugervenlige immersive lydformater.

Mine roller:

– Opsætning af Pro Tools-projekt med I/O-routing, busser, object-beds osv.
– Up-mixing af to numre

Info:

Projektets varighed:
2 uger


Software: