Podcast: ‘Omslag’ – Den Gamle Mand og Havet

Podcast: ‘Omslag’

Den Gamle Mand og Havet

Dette er en pilotepisode til en podcast, der hedder ‘Omslag’. Projektet blev lavet som eksamensprojekt på modulet Lydfortælling og Ledelse på 3. semester. Vi arbejdede i grupper af 4-5 studerende, hvor opgaven lød på at konceptualisere, tilrettelægge og producere et podcastafsnit af præcis 20 minutters varighed til en selvvalgt organisation/virksomhed. Hele processen skulle ledes og dokumenteres – der skulle udarbejdes tidsplan, budget og diverse projektstyringsdokumenter.
I min gruppe valgte vi at udarbejde et podcastkoncept til onlineboghandlen Saxo.com. Idéen var at gennemgå en litterær klassiker i hvert afsnit, og sammenkoble bogens temaer med fortællinger fra virkeligheden.
Om podcasten

I pilotafsnittet valgte vi at arbejde med Ernest Hemingways klassiker ‘Den Gamle Mand og Havet’. Uddrag fra bogen blev koblet sammen med virkelige fortællinger om livet på havet. For hvad er det, man oplever til havs? Hvordan agerer man i et, til tider, så barskt miljø, og hvad sker der, hvis man er uheldig, eller ikke lige passer godt nok på? Og hvad kan havet give tilbage? Det var noget af det, vi formåede at bringe ind i podcasten gennem interviews med en tidligere fisker, en tidligere redningsmand samt en lystsejler. Som det også høres i podcasten: “Havet gi’r og havet ta’r”.

Processen

Processen var lang og til tider stressende – men om ikke andet, var det en super god oplevelse, og gruppearbejdet fungerede rigtig godt. Vi var alle fire meget tilfredse med det endelige resultat og samarbejdet undervejs.
Der var rigtig meget at holde styr på, så derfor blev opgaverne fordelt mellem gruppemedlemmerne – jeg stod bl.a. for komposition af jingle/intromusik og skillere, klipning af et interview, og i sidste ende mix/mastering af episoden. Desuden skulle alle gruppens medlemmer indtage rollen som projektleder i løbet af produktionen, så det fik jeg også prøvet – det gav en del respekt for projektlederrollen!

At det til tider kunne være stressende, var ikke kun en dårlig ting – det gav i hvert fald mig en bedre fornemmelse af, hvordan det kan være at arbejde på større projekter, der skal overholde specifikke deadlines undervejs, hvilket også var en del af formålet med hele projektet. I den sammenhæng kunne man også tydeligt se, hvor stor gavn man kan have af de forskellige projektlederværktøjer indenfor tidsstyring.

Komposition af intromusik

Som tidligere nævnt, stod jeg for komposition af intromusikken til episoden. I undervisningen har vi arbejdet meget med betydningsdannelse – altså hvordan vi som mennesker tillægger noget lydmateriale bestemte betydninger og associationer. Disse forskellige teorier brugte jeg meget i mit arbejde med musikken. Jeg gik efter at skabe et musikstykke, der kunne afspejle den setting vi er i, når vi slapper af med en god bog – f.eks. foran pejsen, i en gyngestol, med et tæppe, med en kop kaffe osv. Kort sagt: noget hyggeligt! Det i hvert fald noget af det, jeg associerer med at læse en god roman. Jeg arbejdede meget med rumfornemmelse og tone i musikstykkets helhed, og jeg brugte meget tid på at finjustere instrumenternes karakter og følelse.

Lyt til podcastafsnittet om ‘Den Gamle Mand og Havet’ (Ernest Hemingway, 1952):

Mine roller:

– Komposition af jingle/intromusik
– Klip af interviewet med den tidligere fisker, Ole
– Mix og mastering af episoden
– Udarbejdelse af projektstyringsdokumenter

Projektets varighed:

6 uger


Software: